Ifølge N. Poulantzas, professor i kriminologi ved University of Ottawa i Canada, bygger anvendt kriminalistik på observation, hypotese, eksperiment og ræsonnement. En god “efterforsker” er den, der kontrollerer resultaterne af undersøgelser udført efter standarder ved hjælp af almindeligt anerkendt logik med henblik på at udlede og vurdere konklusioner. Disse konklusioner fremkommer gennem studiet af sagens akter og resultaterne af laboratorieundersøgelser af fundene.

Anvendt kriminalistik henter sine principper fra både videnskaben og kunsten og betegnes derfor mere præcist som en videnskabelig teknik.

På grundlag af ovenstående råder vores virksomhed over mangeårig viden og erfaring med gennemførelse og vurdering af laboratorieundersøgelser. Hvad angår vores kreative forestillingsevne og ræsonnement, opfordrer vi Dem til at afprøve dem i konkrete sager.

Fund og bevisgenstande er som bærere af pålidelige oplysninger alle de elementer — våben, værktøjer, spor, pletter osv. — der findes på gerningsstedet, hos den mistænkte, på offeret eller andre steder, og som ikke blot kan tjene som bevis for, at en forbrydelse er begået, men også som indicium for den tiltaltes skyld eller uskyld.

Disse elementer er ganske vist livløse og kan ikke afhøres hverken under den indledende efterforskning og hovedefterforskningen eller under retsforhandlingen, men de kan ved korrekt håndtering samt videnskabelig og teknisk forvaltning, undersøgelse, analyse, fortolkning, bearbejdning og udnyttelse give objektive data og oplysninger, dvs. bekræfte, afkræfte eller styrke en mistænkts påstande eller et offers forklaring; sammenkæde eller udelukke sager eller hændelser; knytte offeret eller den mistænkte til et bestemt sted osv.

Disse elementer, der betegnes som “stumme eller tavse vidner”, har den komparative fordel frem for andre bevismidler — tilståelser, vidneforklaringer m.m. — at de hverken autosuggereres eller suggereres af andre, ikke glemmer, ikke kan afpresses eller trues og, vigtigst af alt, ikke kan bestikkes.

Et glemt fingeraftryk, usynligt biologisk materiale, brudstykker fra køretøjer, patronhylstre og projektiler er sammen med andre fund, som ved korrekt behandling og fortolkning kan give en væsentlig retning for udfaldet af de undersøgte sager.

I dag anvendes videnskabeligt og teknisk bevis i stadigt stigende grad. I kombination med en veldokumenteret sagsmappe former det det retlige ræsonnement og danner dermed grundlag for den retslige vurdering.

Ballistik undersøger spørgsmål, der vedrører våben, såsom sammenlignende undersøgelser, ballistiske efterforskninger m.m., samt de virkninger, som deres anvendelse frembringer, såsom rikochet, akustik, skudrester, sårballistik m.m.

Den udgør derfor et af specialområderne inden for anvendt kriminalistik. Men hvad er anvendt kriminalistik? Anvendt kriminalistik udspringer ikke af ét enkelt videnskabeligt område, men henter sine principper fra forskellige videnskabelige og teknologiske områder. Den rummer tværfaglighed, et konvergenspunkt mellem flere videnskabelige felter, dvs. skæringspunkterne mellem forskellige fagområder, og betegnes derfor som en videnskabelig teknik.

Inden for lægevidenskaben er tværfaglighed eksempelvis afgørende. En intern mediciner kan være nødt til at ordinere mikrobiologiske og billeddiagnostiske undersøgelser for en patient. Det er lægen, der har ansvaret for at afgøre, hvilke undersøgelser patienten skal gennemgå, og hvor omfattende de skal være.

De ordinerede undersøgelser udføres af specialiserede mikrobiologer og radiologer, som muligvis ikke har direkte kontakt med hinanden. Internisten skal imidlertid sammenholde og vurdere deres resultater under hensyntagen til oplysningerne fra den anvendte metode og undersøgelserne for at nå frem til en passende diagnose og behandlingsstrategi.

Den ordinerende læge — i vores eksempel internisten — har ansvaret for den faglige vurdering, den samlede bedømmelse af resultaterne og de beslutninger, der træffes. Samtidig er lægen specialist i det pågældende område af lægevidenskaben.

Hvis den ordinerende læge har undladt visse undersøgelser eller ikke har vurderet dem korrekt, kan dette på ingen måde lægges mikrobiologen eller radiologen til ansvar…

Dette er således det tomrum, der kan opstå i sager af retslig interesse: behovet for en samlet vurdering af resultaterne og for en grundig undersøgelse af bredden af de spørgsmål, der i hvert enkelt tilfælde bør stilles.

Hvordan kan dette tomrum så udfyldes? Ved at forstå og behandle oplysningerne i hver enkelt sag fra forskellige perspektiver.

Det er netop derfor, at tværfaglighed internationalt vinder stadig mere terræn i forhold til absolut specialisering. På hvilket område? Ikke på bekostning af den videnskabelige specialisering, men hvad angår den endelige vurdering og beslutningstagning. Tænk på lægelige råd og konferencer… i stedet for enhver form for ensidig beslutning.

I middelalderen var “sandheden”, at Jorden var flad. Den, der talte om en rund Jord, risikerede bålet. Videnskaben kom imidlertid med sine satellitter og påviste Jordens kugleform, dvs. den ene virkelige sandhed. Afslutningsvis bør vi alle stå på samme side, ikke på den tilsyneladende sandheds side, men på den ene og virkelige sandheds side.